Denne nye billedbog i Liesbet Slegers' kendte serie om erhverv handler om at være kok. Den kan anvendes til en snak om arbejde og om mad. Fra ca. 3 år.
Denne nye billedbog i Liesbet Slegers' omfattende serie med erhvervsbeskrivelser handler om at være kok. Vi hører indledningsvis om kokkens tøj, hans redskaber og de råvarer, han arbejder med. Derefter berettes om opskrifter, indkøb, og hvordan dagen i restaurantens køkken forløber. Til slut følger vi aftenen i restauranten, hvor kokkene får travlt, når gæsterne bestiller og tjenerne skal servere. Bagest et opslag om at smage og lugte maden og om at sammensætte dens forskellige ingredienser. Bogens tekst er velskrevet. Den er illustreret med illustrationer i Liesbet Slegers' naive, glade og enkle pegebogsagtige stil, der godt kan forekomme en tand for barnlige og forenklede til en tekst, hvor læseren skal forholde sig til ting som sikkerhedssko, menukort og ingredienser.
Om kokkeerhvervet findes allerede Ralf Butschkows billedbog Jeg kender en kok, 2009 i serien Læs om job. Den er illustreret med tegneserieagtige illustrationer, der giver mulighed for større detaljering. Den er lidt mere avanceret end nærværende bog og inddrager i højere grad læseren ved at den omhandler et barn, der besøger kokken i restaurantkøkkenet.
En udmærket og informativ billedbog om at være kok. Som i seriens øvrige bøger er der dog et misforhold mellem de pegebogslignende illustrationer og den relativt komplicerede tekst.