Jeg må jo have et hjem et sted

Birgit Strandbygaard (f. 1938) er kendt for sine fine børnebøger men har også skrevet romanen Når guderne synger, 1999. Denne nye roman fortæller om Silvia, som har forladt mand og teenagesøn til fordel for kunstneren Simon. Han findes død, og Silvia anklages for drab men frikendes. Hun drager i eksil i et sommerhus i Sverige for at forsone sig med sit liv og finder dernæst igen sammen med eksmanden. Rammen for handlingen er velkendt: Moden kvinde splittes mellem stor passion og tryg kærlighed i et langt ægteskab. Samtidig er der en rød tråd af spænding: Hvem dræbte egentlig Simon? Men romanen er ikke blot en kærlighedshistorie. Under overfladen handler den om en kvindes livtag med tilværelsen. Om at se sorg som en integreret del af livet, og om at se mennesket som mere end en samling biologiske og psykologiske mekanismer. Romanen er ikke klar på det metafysiske, men dens søgen efter klarhed er med til at skabe dynamik. Bogen er velskrevet og fremstår som en dagbog i knap stil (korte afsnit, præsens, hyppig udeladelse af sætningssubjekt). Det er en smagssag, hvad man synes om formen, men den er med til at holde spændingen i forløbet, fordi Silvias liv gradvist bliver klarlagt. Romanen virker som et fint stykke kammermusik og vil appellere til modne kvinder ligesom hovedpersonen, som oplever død og tab og derfor har besluttet sig til, at livet er en gave.

Read the full assessment