For unge, der står i studievalgssituationen og skal påbegynde en videregående uddannelse.
Studievejledningens grand old man, Jakob Lange, har her samlet mange af de informationer, som unge der står for at skulle foretage et studievalg og søge om optagelse på uddannelsen, efterspørger. Efter en lille moralsk indledning om, hvor vigtigt det er at få en uddannelse, giver han gode råd om de forhold, man bør inddrage i valget af uddannelse. Herefter har han samlet alle de mange facts om adgangskrav, ansøgningsprocedure, de relevante skemaer og dokumentation, kvotesystemet og meget andet. Sluttelig giver han ganske kort råd om boligforhold, erhvervsarbejde og det at være ny studerende. Bogen kan bidrage til noget indhold i de erhvervsvejledningshjørner i bibliotekerne, der efterhånden er tømt for boglige materialer. Spørgsmålet er også om målgruppen vil efterspørge en bog, eller om de ikke vil bruge nettet i stedet. Fordelen her er dog imidlertid, at mange informationer er samlet i en overskuelig og logisk struktur. Indholdet med adgangskrav, karakterkrav osv. vil gøre bogens levetid relativ kort, inden den er forældet. Den bør dog anskaffes på bibliotekerne, og rare onkler og tanter kan her også finde en lille relevant studentereksamensgave.
Kan sammenlignes med Studiehåndbogen : for studiestartere på de videregående uddannelser, 2009, som dog er langt mere omfangsrig og går langt dybere ind i studieteknik og -metoder.
Lille håndbog om studievalg, regler, krav og procedurer.