Jeg vidste uden at vide : erindringer

Olaf Ussing formenes at have en skarp tunge, men at han også har en både skarp og elegant pen ved måske knapt så mange. Hans her foreliggende erindringer er et både skarpt, elegant skrevet og fortalt, og samtidig yderst diskret værk. Han udleverer absolut ikke sig selv, og alligevel er der en flammende indignation at spore i hans nøgterne skildring af den barndom og tidligste ungdom, der efter faderens død blev et liv i bitter opposition mod stedfaderen og den rolle familien ville tvinge ham ind i. Skuespiller blev han, og forblev han, trods anfald af skepsis og manglende tro på eget værd og talent. Bogen er ikke korrekt fremadskridende kronologisk; digressioner og spring frem og tilbage i tid får beretningen til at funkle og glitre som en slags teaterkalejdoskop, i hvilket man ser dansk teater i Ussings foreløbige virkeperiode. Talrige af de store og mindre store talenter passerer revy i skarpe, ætsende eller mildt forstående tegnede skitser, man kan nævne Betty Nansen, BodilIpsen, Liva Weel. Igennem bogen får man et indtryk af den dybe respekt Ussing har for sin metier, og den foragt han nærer for dem der sjofler den, indefra såvel som udefra. Det vil sikkert komme som en overraskelse for mange, at han tegner et fornemt, respektfuldt billede af Peer Gregård. Denne fine lille erindringsbog har bud til alle teaterinteresserede.

Read the full assessment