Bogen henvender sig til den læser, der ønsker at beskæftige sig med nytestamentlige tekster. Det kan være teologer eller lærere. Men også andre interesserede vil have glæde af bogen.
Dette bind 2 handler om Jesu lignelser. De har stor betydning, idet Jesus ud fra sine egne korte fortællinger har uddraget sin lære og dermed det kristne værdisæt. Lignelserne drejer sig om menneskets forhold til Gud og til sine medmennesker. Et begreb som retfærdighed er ofte omdrejningspunktet for den enkelte lignelse, og Guds nåde den gave, der er essensen af fortællingen. Elleve lignelser er gennemgået. Bailey, som har et indgående kendskab til mellemøstlig tradition og tankegang, analyserer hver enkelt lignelse. I analysen inddrager han den - ofte dramatiske - kontekst, lignelsen udspringer af. Det kan fx være en skriftklog, der ved at stille Jesus et ledende spørgsmål søger at give billedet af Jesus som en profan oprører og forfører. Selve lignelsen gennemgås og analyseres især mhp. begreber, der har en anden betydning i vore dages samfund. Hver analyse afsluttes af et kort resumé. Der er navneregister og skriftstedsregister.
Hvor bind 1 handler om centrale tekster i evangelierne, koncentrerer dette bind sig udelukkende om lignelserne.
Analyserne formår at tilføre teksterne liv og dramatik.