I forlagets serie af alfabetbøger følger her en bog og cd-udgivelse om hvad man kan blive, når man bliver stor. 29 digte, der alle er bygget ens op - to vers, hvor det første beskriver jobbet og det andet fortæller, hvordan man allerede som barn, kan forberede sig på den pågældende karriere. Der er både ganske traditionelle jobs som tømrer, kok og pædagog og mere specielle som hofdame, webdesigner og ægyptolog. Sprogbrugen er så avanceret, at børn skal være et pænt stykke inde i indskolingsforløbet før de forstår indholdet, og på det tidspunkt må de formodes at være helt fortrolige med alfabetet. Således må det antages, at bogen her ikke får nogen funktion som "bogstavtrænings-bog", men snarere som samtalebog om fremtidsdrømme og til bevidstgørelse og leg med ord. Der er mange fine påhit undervejs, men rigtigt gode og overraskende er kun de færreste af digtene. Alle er så ens i rytme og opbygning, at de kan synges på den meget enkle melodi, som medfølger på cd. Her er et par af versene indsunget, hvorefter melodien spilles uden tekst, så man selv kan synge til. Kirsten Gjerdings sprælske billeder er både glade og fantasifulde og illustrerer trofast jobfantasierne. Noder og becifringer forefindes også.