For historisk interesserede læsere.
Den lille smukke bog i et kvadratisk format er blevet til på baggrund af en opgave på historiestudiet på Syddansk Universitet. Opgaven udmøntede sig efter eksamen til en udstilling på Dansk Mediemuseum i Odense. Efter 2. verdenskrigs hændelser kan man måske forledes til at tro, at vi danskere altid har været rummelige og tolerante overfor det jødiske folk. Det er den opfattelse, som bogen og udstillingen gør op med. Gennem et hav af eksempler i skrift og tegninger påvises det, hvordan jøderne gennem tiderne også i Danmark er blevet lagt for had, blevet forhånet og ydmyget. Det har endda flere gange udviklet sig til fysiske overgreb. Bogen er kronologisk opbygget, startende i 1600-tallet, hvor de første jøder bosatte sig i Danmark. Det er på en gang et stykke samfunds-, religions- og mediehistorie. Bogen er meget smukt tilrettelagt med et flot illustrationsmateriale.
I Morten Things De russiske jøder i København 1882-1943, 2008 berøres nogle af de samme temaer, ligesom Judith Vogt i 1978 udgav Historien om et image : antisemitisme og antizionisme i karikaturer.
En bog, der er blevet til på baggrund af en udstilling på dansk Mediemuseum, og som beretter om danskernes holdning til jøderne gennem tiden, fortrinsvis set gennem medierne.