Sigurdardottir har fået tre romaner ud på dansk, senest Hjertesteder, 1998. Nu har hun så skrevet en rigtig gavflab-roman. I en lille islandsk flække, får den lokale magnat som har tjent en formue på fiskeriet, den skøre ide, at han vil have bygget et teater, og have Tjechovs Kirsebærhaven opført, på forfatterens 140 års fødselsdag. Hele den lille bygds beboere bliver efterhånden involveret i projektet, og det hele ses gennem suffløren Beatris øjne, og der er noget at se på, for det er en højst original forsamling der bor her ude på Østlandet. Der er fordrukne, der er forelskede, der er nabostridigheder, der er optræk til blodhævn på grund af erotiske affærer, kort sagt hygger man sig i de mørke vinteraftner. Ideen med at opføre Kirsebærhaven giver selvfølgelig også problemer med rollebesætningen, for hvordan finder man en håndfuld gode skuespillere mellem ca. 200 mennesker. Den indforskrevne instruktør, som er godt fordrukken, har sit hyr med denne uhomogene masse, men i sidste ende lykkes alt selvfølgelig, og Tjechovs udødelige tekst kan opleves på islandsk. En munter og underholdende roman, en rigtig skæmteroman, som er uhyre velskrevet og fyldt med fint skårne figurer.