En charmerende billedbog for børn fra fire år og et godt stykke frem. Den er fuld af børneleg, sommerstemning og fantasi. Forholdet mellem teksten og illustrationerne, der dækker et dobbeltopslag er fint afstemt, så der er noget for både øret og øjet. Hovedpersonerne, den energiske, for ikke at sige nævenyttige Anne-Sofie og den tro væbner og evigt beundrende lillebror Johan, skildres med sikker hånd i både tekst og tegninger. Det var næsten, som om jeg allerede kendte dem, og jeg spekulerede over om bogen var en af flere om søskendeparret. Det er nu ikke tilfældet, for det er forfatterens vellykkede debut. Charlotte Pardis lette streg og lyse akvarel derimod genkendes fra flere dejlige billedbøger fra de seneste år. De sjove naturalistiske illustrationer med skæve vinkler matcher den festlige historie om en sommerdag med pålandsvind. En af den slags dage hvor vandmænd og brandmænd skræmmer badegæsterne væk. Men ikke Anne-Sofie. Hun beslutter, at invitere Anton og Katrine fra nabohuset på brandmandssuppe. Den bliver hot, rigtig hot, men Anne-Sofie ordner alt og inviterer sig selv og Johan på middag hos naboerne. Til sidst slukkes "halsbranden" med stribet is hjemme hos Anne-Sofie og Johan, mens brandmandssuppen damper af i den kølige sommeraften.