Bogen er en klassiker der henvender sig til læsere af historiske biografier - og både den skrivende og den biograferede person vil altid kunne sælge sig selv på navnet.
En klassisk biografi om 1800-tallets store feterede skuespillerinde og forfatter (1812-90) som både i sin samtid og i eftertiden var omgærdet af mange myter. I 1891-92 udkom erindringsværket Et Liv gjenoplevet i Erindringen, som hun begyndte at skrive på allerede i 1855 og som bl.a. omhandlede hendes mere end 275 hovedroller på teatret. Wamberg skriver både personligt tolkende og fængslende om en kvinde, der udover at være en stor stjerne også var en moderne kvinde med en rig og facetteret tankeverden. Man kan simpelthen ikke undgå at blive optaget af og berørt af denne skikkelse fra fortiden.
De 2 første udgaver udkom i 1987 og 1988 på Gads Forlag. Denne 4. udgave er identisk med 3. udgaven fra 2005 på Aschehougs Forlag - bortset fra formatet der er blevet en anelse større. Af øvrig nyere litteratur om fru Heiberg er der Vibeke Schrøders Dæmoni og dannelse fra 1995 (oprindelig et speciale), som har fokus rettet mere på det teater- og litteraturhistoriske.
En lødig og dog både underholdende og spændende biografi om en ganske særlig kvinde, der formentlig altid vil have sin naturlige plads i 99.4-sektionen, og som forlaget har villet gøre tilgængelig igen for det købende publikum.