Billedbog oversat fra norsk. Bogen handler om forskellighed fortalt i underspillet og fabulerende form for børn fra 4-7 år. Johannes Jensen er en krokodille. Det ved vi, men Johannes ved det ikke. Han føler sig anderledes i forhold til menneskene omkring ham. Han tror efter en tid, at det er fordi han har en hale, og han binder den derfor ind til kroppen, men falder i den. På hospitalet møder han den kompetente dr. Berg, som er en stor elefant med flyveører. Johannes lærer at se fordele ved at have en hale, og selv være tryg ved at være anderledes, og han kan tage til slottet og fejre kongens fødselsdag, som alle andre. Billederne er enkle, farvelagt med klare farver. Baggrundene er ofte hvide og forskellige kølige douce farver. Figurerne er karikaturagtige og enkle. Sproget er enkelt og præcist udnyttet. Teksten er kortfattet. Tekst og billede fungerer virkelig godt sammen. Det skaber den underspillede selvfølgelighed, der løfter historien og gør den til en lille perle. Forside og bagsidetekst dækker bogens indhold perfekt.