God, ret omfattende, bladrefagbog for børn fra ca. 12 år. Med udgangspunkt i kontinentaldriften, altså at kontinenterne flytter sig og skaber enorme spændinger i jordens skorpe, hører vi om både jordskælv og vulkaner. En logisk disponering, da de to fænomener geologisk hænger sammen. Bogen kommer godt rundt om emnet med både geologi, historie og de store ødelæggelser. Der er også afsnit om hvordan vulkaner bruges i energiforsyning og landbrug samt indvirkning på dyre- og planteliv. Register og ordliste er ok, men litt. listen er tynd og nævner ikke mange nyere bøger om emnet. Det er en rigtig bladrefagbog med store farvestrålende panoramategninger. Også omslaget er meget kulørt, og det er en smagssag om det er "for meget" eller tilpas. Hvert opslag er et meget varieret miks af disse tegninger, få fotos, flere slags tekst og faktablokke. Hertil kommer flere sider med aktivitetsforslag. Den fyldige tekst har en del svære ord og begreber, men ikke mere end at de videbegærlige og interesserede børn, de halvstore drenge, kan få meget ud af den. Bogen er med i en serie, hvor der tidligere er kommet Ørkener og Jungler og regnskove, begge (98/13).