Her er inspiration til lækre julesager i den moderne lette, lyse stil. Alle modeller er forfatterens egne, ligesom tekst, fotos, tegninger og layout er det. Rammen for bogen er hendes gård ved Vejle, der bl.a. lægger hus til grafisk designvirksomhed og div. arrangementer. Det er bestemt en flot og inspirerende bog med en gennemført enkel, elegant stil i forslagene til kranse, dekorationer, konfekt, borddækning, gaveindpakninger osv., og med fingersnilde, de rette materialer og lidt sans for dekoration kan man selv forsøge sig. Bogens layout er dog ikke læsevenligt pga. anvendelsen af flere forskellige skrifttyper i små tekstblokke, som er placeret rundt om på siderne og i forskellige læseretninger. Der gives kun de allernødvendigste instruktioner, og man må vende og dreje bogen for at finde rundt mellem forklaringer, personlige kommentarer og pluk fra historiens juletraditioner. Der benyttes flere håndskriftlignende typer, og sammen med de douce farver har bogen et lidt sløret og en smule rodet udtryk, hvor læsbarheden er underordnet det dekorative. Men det er også en moderne bog, der præsenterer spændende ideer på en indbydende måde, integreret med forfatterens person og dagligliv, helt i tidens ånd og som vi kender det fra magasiner og tv.