Flettede hjerter til juletræet kender vi alle, men flettede fugle det er noget nyt. I familien Holmsted har de en hyggelig tradition hvert år i december. Hele familien, ung som gammel, samles omkring spisebordet med glanspapir i forskellige farver og tykkelse, lim, sakse, hobbyknive og hvad der ellers hører til juleklip samt lidt mundgodt, og så klipper de og fletter fugle, som kan hænges på juletræet og i vinduet. På den måde kombinerer de interessen for fugle og lysten til at lave julepynt sammen. Her er medtaget 20 forslag til fugle, alle almindeligt forekommende i den danske natur: mejser, solsort, nattergal, gærdesmutte m.v. Teknikken forklares nøje, og ved hver fugl er der en uddybende arbejdsbeskrivelse og en skabelon i størrelsen 1:1. Der er to sværhedsgrader, 1 hjerte er de hurtigste og nemmeste, og de modeller er velegnede til større børn og begyndere, mens 2 hjerter kræver mere tid og fingerfærdighed. Selv om det er en lidt anden teknik, der anvendes ved fugleflet end ved de almindelige hjerter, tror jeg, det er en fordel at man er fortrolig med at flette.