Wii. Dansespil. For 1-4 spillere. PEGI: 3 år. For børn fra 5-10 år. Sprog: engelsk. Med ca. 50 hits i cover-versioner. Meget lav sværhedsgrad.
"Just dance"-serien har været på markedet siden 2009 og har opnået pænt stor popularitet. Der er forskellige spiltyper: bl.a. "Dance Mode" og "Team Play". I "Dance" er der +50 sange opdelt efter sværhedsgrad at vælge imellem. I "Team Play" skal en gruppe børn danse sammen. Points vises på skærmen. Sværhedsgraden er meget lav, det er bare om at gribe wii-remoten og forsøge at følge musikken og dansernes bevægelser på skærmen - men altså kun med én fjernbetjening. Gameplay mekanikken er ikke videre præcis, men man kan alligevel næsten ikke gøre noget forkert. Det er kort sagt et spil, hvor alle der deltager vinder. Endelig er der en "Parents" del, hvor forældre kan se hvor mange kalorier deres børn har forbrugt på den enkelte sang, hvornår de sidst har spillet osv. Meget spøjst og meget amerikansk. Spillet er meget poleret og holdt i festlige farver og omgivelser. Sangudvalget består af amerikanske hits, desværre i jævnt kedelige cover-versioner sunget af et børnekor.
Just dance kids kan sammenlignes med "Dance dance revolution", men hverken koncept eller indhold er på højde med sidstnævnte serie.
Just dance kids kan være velegnet som eftermiddagsunderholdning for de yngste, der måske har brug for lidt adspredelse og motion. Der er ikke den store dybde i spillet og danske børn kender langt fra alle sangene. Måske kan en musik cd/dvd på afspilleren have stort set samme effekt?.