En rigtig drengebog, til alle der interesserer sig for gladiatorer og krig. Bogen er oplagt at bruge i forbindelse med emneopgave om Romerriget el.lign. Fra 12 år.
Forfatteren står bag en bestsellerserie Centurion om samme emne for voksne og skriver her for første gang for børn og unge. Den 10-årige Marcus' liv bliver vendt op og ned, da hans far bliver myrdet selvom han er en tidligere højt estimeret romersk centurion, der kæmpede bravt mod Spartacus og slaveoprøret. Marcus og hans mor bliver solgt som simple slaver og han ender på en gladiator-skole, hvor han skal kæmpe for sin frihed og muligheden for at redde sin mor. Bogen afsluttes med en clifthanger, hvor Marcus opdager, at han måske er søn af slaveoprørets leder, Spartacus. Bogen er actionmættet, men de mere følelsesprægede dele af handlingen virker lidt mekaniske. Bogen giver dog mange fakta om gladiatorer og Romerriget. Flere bind i serien er på vej og læseren vil tørste efter at følge med videre i Marcus' spændende liv. Forsiden er en indbydende og sigende for handlingen.
Børnebiblioteket har mange fagbøger om emnet, mens der ikke findes lignende skønlitterære bøger. Bogens litterære kvalitet kan dog sammenlignes med ældre drengeserier, som fx Jan.
En rigtig drengebog, som jeg er sikker på nok få en del fans på trods af manglerne og måske vil den ligefrem få nogle flere drenge til at kaste sig over en bog.