En kæphest kan bo hjemme hos dig, og den er ofte nem at styre. Læs om kæpheste, som også er en sportsgren, man kan gå til. Fra 8 år.
Omslaget viser en balletpige med en kæphest - en hvid/ lyserød enhjørning. Men at ride kæphest behøver ikke kun at være for piger. Man kan ifølge tekst og fotos både være prins og cowboy. Det afhænger af din hests udtryk, som du selv bestemmer. Bogen giver anvisninger og opfordringer til, at du laver din egen helt specielle kæphest. Når man rider på kæphest, kan man få styr på rideverdenen. De mange begreber bliver forklaret i bogens faktabokse, ligesom der opfordres til, at man laver konkurrencer. Der er flere rideklubber, der tilbyder kæphesteridning og konkurrencer. Bogen har stikord og links bagerst, og er i serien "Fakta. Mini".
Fagbogen har lix 15/ let-tal 16 og er let at læse. De mange farverige fotos vil være inspirerende for alle, der elsker leg, heste og ridning. Udover at give læseren viden om heste, ridning og spring, kan man med egen krop fornemme, balance, springhøjde og retning, når man øver sig, fordi hestens ben er rytterens egne. Ligeledes har bogen et kreativt element, idet man selv, måske med lidt hjælp, laver sin egen hest, der består af en stok og et hoved. Resten er pynt og individuelle udsmykninger, som bogen giver inspiration til.
Der udkommer næsten samtidigt to letlæste fagbøger om at ride på kæphest, den anden er Kæphest.