Fortællinger fra 1990'ernes London er ikke gjort bedre end i Kureishis hånd. Bogens ti fremragende fortællinger kan læses hver for sig, men den røde tråd er tydelig, vi befinder os som i de foregående romaner Det sorte album, 1995 og En forstadsbuddha, 1990 blandt indvandrere af pakistansk oprindelse og mislykkede akademikere. Kureishis nutidige billede af London er mørkt og deprimerende men fortællingernes indhold af sort humor og groteske situationer foruden sprællevende dialoger giver tilsammen et spændstigt og nærværende fyrværkeri af en bog. Stilen er kras realisme, og sproget er en blanding af spydigt hverdagssprog og lyrisk ekspressionisme. Hovedpersonerne bedrager hinanden, har paranoide træk og eksperimenterer med narkotika. De er oftest godt uddannede men uden jobs. Personer som repræsenterer forskellige værdier og ideologier er sat overfor hinanden, hvilket giver forrygende verbale sammenstød, foruden at det giver et interessant billede af henholdsvis 70'er, 80'er og 90'er generationen. Den bohemeprægede attitude i bogen vil kunne lokke mange unge læsere til, foruden at anden generations indvandrere også vil kunne genkende flere temaer fra deres liv.