Kærlighed og alt sådan noget

Det er ikke let at være 16 år. Især ikke, når ens veninde er dybt selvcentreret og har en kæreste, som hun går i seng med, og man selv slet ikke er begyndt på noget endnu, når ens far svigter én og pludselig rejser for at realisere sig selv, når ens mor tager én med til New York for at overleve separationen, men i stedet går ned i en dyb depression, og hvor man ikke kender en levende sjæl bort set fra sin hund. Men ofte er den slags fuldkommen håbløse situationer begyndelsen til et nyt liv. Gennem sommeren får Sammie både en ny veninde, genoptaget kontakten med sin far, et godt forhold til sin mor og en gryende forelskelse. Her er en rigtig pigebog - også udkommet som den femte bog i Pigeserien. Selv om handlingen lyder banal, så er det faktisk en rigtig god helstøbt fortælling. Det er forfatterens første bog. Personerne er skildret meget fint og nuanceret og den personlige modning, som Sammie gennemgår er troværdig og dejlig at læse. Også moren beskrives som et helt menneske med liv og fylde. Newyorker miljøet er noget specielt, men de fleste læsere kender det vel fra TV? Forsidens let, karikerede streg signalerer målgruppe 13 år. Men piger selv i folkeskolens ældste klasser vil kunne glæde sig over denne historie.

Read the full assessment

Ny bog i Pigeserien med velkendte og godt afprøvede temaer. Jegfortælling om Sammie på 15/16 år, en usikker pige med lav selvtillid når det gælder udseende og drengetække, hvis liv yderligere kompliceres af forældrenes overraskende separation med efterfølgende flytning til en lille lejlighed i New York. Bogen virker som om den er skrevet af en forfatter i den yngre ende, og den amerikanske tone hvad angår holdninger og "way of life" er naturligvis genkendelige, men mere matchende piger fra 12 år end Sammies egen aldersgruppe. Det er ikke den store litteratur, og bogen falder ned i bunken med ren underholdning, usikkert pigeliv og ikke så meget andet. Handlingen er skematisk og forudsigelig, og Sammies cirklen om sin utilfredsstillende og kedelige fremtoning er trættende i længden på trods af den (velkendte) selvironiske men også lidt gammeldags tone. Slutningen er ikke overraskende positiv, der kommer mere orden på newyorker livet, forældrene og dét med drengene. Forsiden - et noget fortegnet billede af to piger på en bænk - signalerer sammen med serielogoet og titlen piger.

Read the full assessment