Filmen henvender sig til et voksent publikum, som er til italienske film. Desuden er filmen til fans af Robert De Niro.
Tre mænd bliver ramt af Amors pile i forskellige stadier i livet. Den unge advokat Roberto står til at skulle giftes, da han møder Micol, som alle mændene i en lille landsby er forelsket i. Den midaldrende og kendte nyhedsvært Fabio har det perfekte liv, da han møder Eliana, der viser sig at være lidt utilregnelig. Den ældre amerikanske professor Adrian er flyttet til Rom efter sin skilsmisse, hvor hans ven Augustos datter får ham til at tro på kærligheden igen. Filmen er instrueret af Giovanni Veronesi, som også har været med til at skrive manuskriptet. Veronesi har kun bevæget sig i den italienske verden af film og har tidligere samarbejdet med nogle af de samme skuespillere. Filmen blev nomineret til et par italienske priser, men blev ikke vist i de danske biografer. Det er den første udenlandske produktion, som Robert De Niro er med i siden 1976.
Billedsiden er lidt som i Et hus i Toscana. Filmen er tredje del i en italiensk serie af film, der ser på glæden og sorgen ved kærlighed. De to første film var en succes i Europa, men med Robert De Niro forsøger produceren at henvende sig til et større internationalt publikum.
En italiensk romantisk komedie som har fået fint selskab af Oscar-vinderen Robert De Niro. På trods af Robert De Niro skal filmen formentlig have en hjælpende hånd i formidlingen, da filmen ikke er blevet vist i de danske biografer.