Kærlighedens veje & vildveje

Suzanne Brøggers første bog Fri os fra kærligheden var provokerende og vakte megen debat. Denne er meget pænere. Indtil halvvejs er det mest gensyn med artikler, som er så pæne, at de har stået i Politiken - dog isprængt et par angivelig selvoplevede bordelbesøg, som ikke virker enormt overbevisende. Endelig når man til hovedsagen, titelartiklen om forskellen mellem den rådende Patristisk sexuelle idealdannelse og det, vi bør stræbe mod, den Matristisk erotiske idealdannelse. Forskellige klassikere kaldes til hjælp som dokumentation, teorierne har et let mystisk anstrøg, og børnene bliver ligesom væk i dem. Men så følger et interview med hattesyerske fru Nynne, som fortæller om, hvordan hun lever matristisk med en mand til hver ugedag og hvert formål, og det lyder som en skøn tilværelse for den kvinde, der har format til det. Derefter er vi nede på jorden igen i den nedlagte skole på landet mellem disse uoprindelige landsbyfolk. Hvorfor svigter moderne skribenter altid os ietagelejlighederne. Der er så mange af os, alt for mange til at vi hver kan få en gammel skole, og vi vil endda så gerne også være lykkelige.

Read the full assessment

Suzanne Brøgger er et af fyrtårnene i dansk litteratur. Hendes personlige essays Kærlighedens veje og vildveje fra 1975 var ikke mindre omtalt end hendes stormomsuste debut Fri os for kærligheden, 1973. De kendte essays er nu igen tilgængelige for nye generationer. Selv om de blev skrevet i en opbrudstid, er budskabet både aktuelt og vedkommende som reminder hvor vi var, og hvor langt vi er kommet.

Bogen indeholder en blanding af personlige oplevelser, fiktion, interviews og kritiske essays, der alle indeholder en kritik af kulturens kvælende bånd, hvor både mænd og kvinder bliver ofre. Mændene, som står for den døende, dræbende kultur kender ikke andet, og kvinderne undertrykker af frygt egne drømme og ressourcer. Hun analyserer ægteskabet, familien, seksualiteten, vaner og vrangforestillinger i det moderne liv. Også myter fx om Marilyn Monroe sætter perspektiv på den særlige kvindelige situation.

Jeg savner et forord, der kunne sætte en 34-årig gammel debatbog i perspektiv. P. Llambias har i en nyudgivet bog med samme titel foretaget et spændende og debatterende remake.

Bogen var i 1975, hvor der var kvindeår, i den grad en bog til tiden, kritisk, ironisk og kærligt satte forfatteren familien, kærligheden, ritualerne mv. under lup. Banebrydende, debatskabende indhold der stadig vil kunne give anledning til provokation og (selv)refleksion.

Read the full assessment