Opskrifter på alle slags kager igennem generationer. For alle, der har en sød tand.
Bogen starter med en præsentation af forfatterne, samt et forord hvor de fortæller om inspirationen fra deres mor og mormors gamle opskrifter, der har ført til denne bog. Herefter følger et afsnit om ting, der er rare at vide inden man går i gang, fx hvad man gør hvis ens bageform ikke passer til den angivne størrelse. Herefter følger opskrifter på forskellige slags kager: bradepandekager, formkager, lagkager, småkager, marengs, tørkager, kringler, flødekager, tærter, brød og boller og julekager. Hver opskrift er bygget op med en ingrediensliste i venstre side og opskriften ved siden af. Til hver opskrift er der billeder af den færdige opskrift.
En rigtig flot bagebog, der præsenterer de gamle, klassiske kageopskrifter på en lækker og indbydende måde. Alle kan være med. Vanvittigt flotte billeder, og de små historieafsnit mellem opskrifterne bidrager til den nostalgiske stemning.
En anden kagebog med et nostalgisk islæt er Kageminder, der dog er noget mere avancerede i opskrifterne end nærværende bog.