En kalenderbog, der fortløbende knytter kendte, på en eller anden måde væsentlige historiske begivenheder til årets, månedernes enkelte dage, startende med 1. januar og sluttende med 31. december. Disse to dage er valget faldet på henholdsvis og logisk nok skabelsen af den gregorianske kalender i 1622 og, mindre interessant, Christian d. 4.'s giftermål med Kirsten Munk i 1615. Decideret historiske begivenheder som slaget i Køge Bugt 1. juli 1677 veksler med denne dags skelsættende begivenhed for især underholdningsindustrien, fx Edisons patent på fonografen 19. februar 1878. Ældste begivenhed er fra 13. september 490 f.Kr., slaget ved Maraton og nyeste er, ikke forbavsende, 11. september 2001, terrorangrebet på New York. Bogen giver gennemgående gode, enkle oplysninger om stort set relevante emner. Man fornemmer klart et stort researcharbejde. Der er relativt få billeder eller illustrationer til teksten, 2-4 pr. måned eller pr. 16-20 sider. Månederne er adskilte ved en flot plakatagtig side med månedens navn med latinsk, middelalderlig tekst, efterfulgt af en side med oversigt over den kommende måneds datoer, årstal, begivenheder. Bogen virker dog for fragmentarisk, for diffus og for sporadisk til brug i historieundervisningen i folkeskolen, men for den historisk interesserede fra ca. 12 år, vel at mærke med vestlig, kulturel baggrund, kan bogen være en god oplevelse.