Den anden skøre billedbog om sære opfindelser med de skøre brødre, Kalle og Palle, fra Særlinge. Denne gang er der 14 nye sære opfindelser gennem tiderne for børn på 5-8 år med lyst til skæv humor.
Der er efterhånden 10 bøger hvor de rundhovedede brødre, Kalle og Palle enten deltager eller er hovedpersoner. Her præsenterer de 14 af deres egne opfindelser, som de ville se ud, hvis der havde været en hjerne fra Særlinge tilstede i historiens løb til at udvikle de mærkelige apparater. Her er fx deres version af et stenalderkommunikationssystem, og der nævnes også fx hulemalerier og bue og pil, fra den historiske virkelighed. Senere i historien møder læseren den nye opfindelse; kejsersamlesættet fra antikkens Rom, hvor nutidens alfabet og betonen i virkeligheden stammer fra. Disse historiske milepæle vises på mindre stregtegninger. Der er også fremtidens skoleuniform med pulttaske på dragten.
Det er et skævt, let nørdet og humoristisk univers med plads til forundring og inspiration til fantasien. Bogen egner sig bedst til brug med en mindre gruppe af børn, så de tæt på kan følge med i bogens illustrationer i vekslende størrelser. Billederne bærer en stor del af humoren.
Morgenthaler og Strid er lidt i samme boldgade, hvad angår humor.