Bogen er et resultat af et projekt i Vejle Kommune, hvor 150 børn har været med til at digte med på historien. Bogen er dels et eksempel på det, men også en fantasy pastiche for børn fra 11 år, og til højtlæsning fra 7-8 år.
Rammen i bogen er, at fem børn fra Ådalen på Vejle-egnen i nutiden møder deres historiske dobbeltgængere. De er vogtere af de fem magiske sten, som efterstræbes af greve Dark af Dunkelskovene. Undervejs møder vi både Christian den IV, Harry Potter og Adolf Hitler i de forskellige tidsperioder, hvor historien gør stop, som fx i Danmark 1943. Historien fungerer indenfor egne præmisser. Den er langtfra historisk korrekt, men har en fin dramatisk kurve der holder historien i gang. Den er ikke svær at læse, sproget er enkelt og ligefrem, det er selve ideen om de fem magiske sten og deres vogtere, der bærer historien, og ikke personkarakteristik. Illustrationerne er i vekslende størrelser, og gengivet i sort/hvid. Nogle tegninger er vignetagtige, andre refererer til historien direkte. Nogle illustrationer virker lidt stive. Forsideillustrationen er i farver og rammer fint stemningen i rammefortællingen. Bagsidetekst passer til indhold.
Historiens grundidé/plot kan godt minde lidt om Lille Lucifer af Bent Haller, i light udgave og uden sammenligning i øvrigt.
En historie lavet under medvirken af 150 skolebørn, der har digtet med, og den foregår i Ådalen ved Vejle. Det er også en velfungerende fantasy pastiche til børn fra 11 år.