Integration af flygtninge og indvandrere har med vekslende styrke og intensitet i mange år været på det danske samfunds dagsorden. Denne bog, udgivet i serien Socialpædagogisk Bibliotek og et produkt af et forskningsprojekt på Institut for Antropologi på Københavns Universitet, kunne måske forventes at være en tør sag for særligt interesserede. Det er ikke tilfældet, tværtimod! Det er en bog med saft og kraft i, velredigeret og læselig for enhver gennemsnitslæser. Det skyldes i høj grad den aktørorienterede tilgang til emnet. Her kommer aktørerne - politikere, administratorer, flygtninge og indvandrere, socialarbejdere m.fl. - til orde. Integration anskues som en relationel proces. I fire kapitler præsenteres fire antropologistuderendes feltarbejder i hhv. Gellerupparken i Århus (ghetto), Odense kommune (somaliere), Herlev kommune (succes?) og interview/samtaler med 21 danske borgmestre. Desuden en præcis og dækkende introduktion til indhold, metodeovervejelser m.m., en generel artikel om flygtninge og velfærdsstaten og et bidrag skrevet af 3 sagsbehandlere fra Odense kommune om samarbejdet med antropologerne og om hverdagspraksis. En del litteraturhenvisninger og stikordsregister.