Denne indbydende fagbog om kaniner udkommer i serien Mit kæledyr, der er ny på markedet. Bogen er meget enkel og overskuelig. Den henvender sig direkte til de børn, som skal prøve at have en kanin for første gang. Med en klar disposition og i et ligefremt sprog fortæller den om, hvordan det er at have en kanin. At det er sjovt, at der er forskellige slags kaniner, hvordan kaninen skal holdes, fodres og kæles for. Den fortæller også om, hvordan buret skal holdes rent, og at kaninen skal holdes sund. Bogen giver gode, relevante oplysninger, som opfylder nybegynderens første behov. Samtidig pointeres det, at børn med kæledyr behøver voksen støtte, og der afsluttes med én sides vejledning til forældre. Teksten illustreres med mange enkle og tydelige farvefotos af en 7-8-årig dreng, der passer sin kanin. De er anbragt på hvid baggrund i frit samspil med teksten, der fremstår i en åben og læsevenlig sats. Faktabokse supplerer med vigtige oplysninger. Bogen kan læses allerede fra 8-9-årsalderen og kan i sværhedsgrad sammenlignes med Kaninen - hedder Guffe, 1999. Selv om børnebibliotekerne allerede har mange bøger om kaniner, kan endnu en god én altid bruges.