Billedbogen rummer en sød, lille historie til de yngste billedbogslæsere, fra 2 1/2-4 år, om at være anderledes og ensom og om at få en ven.
Klaus Baumgart, der bl.a. kendes fra billedbøgerne om Benny og Bips, har skrevet og illustreret bogen baseret på ide og figurer fra to film af Til Schweiger. Kaninen uden ører er ensom, for selvom han kan alt, hvad kaniner skal kunne, vil de andre kaniner ikke lege med ham. En dag får han et æg. Fordi Kaninen uden ører på nettet erfarer, at dyr fra æg sjældent har ører, kaster han al sin omsorg og kærlighed på ægget. Men den kylling, der kommer ud af ægget, har ører. Alligevel bliver de bedste venner. Historien, der rummer indføling og varme, er skrevet i et enkelt sprog. Tekstens længde øges som historien skrider frem. Der er et tæt samspil mellem tekst og illustrationer. Illustrationerne understøtter teksten, tilføjer den små, pudsige detaljer og udstråler samme humor og varme. Der er kun lidt eller ingen baggrund i illustrationerne og de er lette at aflæse. Akvarelfarverne er lagt på i varierende styrke i mange og dæmpede farver. For- og bagside fungerer fint.
Bogen er et fint supplement til andre billedbøger om at være ensom. En anden bog om at få en anderledes ven er Hvilken farve har kærlighed?, 2008.
Illustrationer og tekst skaber sammen en meget enkel og sød lille historie, der med afvæbnende humor fortæller om at være anderledes og ensom, men også om at få en ven, et æg der bliver til en kylling. Bogens emner lægger op til samtale.