Stor potentiel målgruppe til farverige biografiske dokumentariske fortællinger, og her trækker både forfatternavn og hovedpersonens slægtstræ læsere.
Første del af biografi og slægtskrønike om Wilhelm Dinesen (1845-1895), eventyrer, kriger, jæger, politiker, samfundsrevser, aristokrat, levemand, forfører og forfatter. Huskes han af nogen i dag, er det nok fordi han er Karen Blixens far. Det er et på alle måde ualmindeligt, fantastisk, og hæsblæsende tour-de-force af et liv han levede. Som læser følger man ham fra opvæksten i et traditionelt herregårdsmiljø igennem deltagelse i 4 krige. Han er med ved Dybbøl og skriver i 1889 en bog om sine oplevelser "Fra den Ottende Brigade" som Buk-Swienty støder på under sin research til Slagtebænk Dybbøl og han er førstehåndsvidne til den ufattelige blodige franske borgerkrig kendt som "Pariserkommunen", hvor et citat fra hans dagbog giver titlen: "Byen åndede ild og blod..." Første bind af en fremragende dokumentarisk biografisk fortælling, der på alle måder matcher forfatterens andre bøger. Og afslutningen med det mentale billede af Dinesen i en jolle på Wolf River, Tennessee, på jagt efter nye eventyr, er en sublim cliff hanger. Kom fluks hid med bind 2.
Der findes ikke andre omfattende biografier om Dinesen. Dog Boganis : min fader, hans slægt, hans liv og hans tid af sønnen Thomas Dinesen (1892-1979).
Dokumentarisk biografisk fortællelyst, når den er allerbedst. Stort potentiale på alle biblioteker.