Til læsere af historiske romaner med biografisk indhold, Karen Blixen og Wilhelm Dinesen, og til læsere, som interesser sig for nordamerikanske indianeres kultur og levevis. Bogen tager over, hvor Tom Buk-Swientys Kaptajn Dinesen slutter sit 1. bind.
Benedicte Riis er forfatter og eventyrer. Under et ophold i Wisconsin stødte hun tilfældigt på en forfalden hytte, Frydenlund, som man mente havde tilhørt en dansker. Hun undersøgte sagen og fandt ud af, den havde tilhørt Wilhelm Dinesen, som af indianerne fik navnet Boganis. Handlingen i romanen følger 2 spor, Wilhelm Dinesens ophold i Wisconsin 1872-74, hvor han levede som jæger sammen med indianerkvinden Kate, og Rungstedlund i 1895, hvor han har mange samtaler med datteren Tanne, en måned inden han tog sit eget liv. Bogen springer frem og tilbage i tid og sted, og man får en fornemmelse af en mand, som har forladt det, som gjorde ham mest lykkelig, og i samtalerne med Tanne fornemmer man 2 personer, som har tætte bånd til hinanden, og det er tydeligt hvor Karen Blixen har fået sine værdier fra. Romanen indeholder mange beskrivelser af indianernes levevis og af naturen i Wisconsin og på Rungstedlund.
Det er svært at finde sammenlignelig litteratur, selv om det er oplagt at pege på Kaptajn Dinesen.
Jeg synes, det er en interessant roman, som især giver et godt indblik i ojibwa-indianerens forhold sidst i det 19. århundrede og mødet med europæerne, men også en tæt beskrivelse af et helt specielt forhold mellem en far og hans datter.