En letlæst, realistisk fortælling om børns vilkår i en svunden tid. En fortid, der måske ikke er så fjern endda, mange 9-10-årige, vil sikkert kunne genkende en del af brødrene Karls og Niels' liv med en enlig mor. Da deres far dør ved en ulykke bryder en tryg hverdag med en hjemmegående mor sammen. Mor må gå på arbejde, og Karl får pålagt en væsentlig del af anvaret for den 4 år yngre Niels, et ansvar, der hviler tungt på ham i flere år, ikke mindst da Niels bliver akut syg. Ved bogens slutning, er den lille familie, efter et par misforståelser er ryddet af vejen, klar til et nyt afsnit af livet, med en ny far i hjemmet. Ursula Seebergs illustrationer giver en egen nostalgisk stemning og skaber et dejligt tidsbillede omkring en historie, der foregår for omkring 60 år siden, men som på mange måder ligeså godt kunne foregå i dag.