Dette er femte bog i Ps-serien, der tilbyder velfortalte historier for de yngste læsere om hovedpersonen, Kasper, og hans fodboldvenner i RB. Temaet i denne episode er fodboldskader, som sættes på dagsordenen, da Kasper bliver forhindret i at stille op i en af holdets vigtigste kampe. Læseren følger Kasper og hans fader til lægen og hører dennes dom: to ugers fodboldpause. Det gør ondt både i foden men måske mest i sjælen når man er nødt til at stå på sidelinjen og se sine kammerater tabe en vigtig kamp. Men som den fornuftige træner, Peter, siger: "Man skal gøre som lægen siger!" Historien afsluttes som sædvanligt med et faktaafsnit, hvor der gives en række nyttige oplysninger om opvarmning, benskinner og skader. Historien ledsages af Jon Ranheimsæters muntre farvelagte illustrationer. Serien er glimrende til de mange fodboldglade drenge (og piger) fra slutningen af 1. klasse til og med 3. klasse med henblik på selvlæsning. Også velegnet i specialundervisningen. Til serien er der knyttet et opgaveark til fri kopiering.