Den 9. og 10. bog i serien om Kasper og hans store fodboldinteresse lever helt op til forgængernes høje standard. Teksten, der har delestreger i sammensatte ord, er skrevet i et godt og levende sprog der kan læses fra ca. 8 år. På alle opslag er der store, farvelagte tegninger af Jon Ranheimsæter der fint rammer bogens tone og tydeligt viser både sindsstemninger og hvad der foregår. I Kasper til prøvetræning skal Kasper træffe en svær beslutning. Broby, der ligger i en bedre række og har et flot stadion, har tilbudt ham en plads på deres hold. Kasper er fristet, men ender med at sige nej. Han vil hellere fortsætte med at spille sammen med Kim og de andre. Titlen Kasper - årets spiller levner ikke tvivl om hvad bogen ender med. Kasper glæder sig til afslutningsfesten hvor det sociale samvær spiller en stor rolle, men samtidig er han også spændt på hvem der bliver årets spiller. Han holder talen for træneren hvor drengene laver sjov med ham, og derefter uddeles klubbens pokaler. Bagest i bøgerne er der et afsnit med "Fakta om fodbold" hvor forskellige taktiske øvelser gennemgås med tydelige illustrationer af løbemønstre. Endvidere er der en kort vejledning i at finde sider om fodbold på internettet via "Jubii" og "Yahoo".