Katarsis

Bortset fra sit forfatterskab er Schau kendt for sit forhold til og senere mord på kollegaen Christian Kampmann. Når jeg nævner dette, er det fordi, denne selvbiografiske roman er forfatterens testamente over tragedien. Efter afsoning af sin straf kæmper hovedpersonen med at få hold på tilværelsen. Trods skyldfølelse, paranoia og isolation møder han nærmest mirakuløst en ung kvinde, som han tøvende forelsker sig i, bliver gift og får et barn sammen med. Under en krise i forholdet rejser han alene til USA og forskanser sig i en bjerghytte i et område, han 14 år tidligere havde ferieret med sin mandlige kæreste og offer. I sin psykisk ustabile tilstand konfronteres han med vennen i en drøm, prøver at komme overens med ham, og kan efterfølgende konkludere, at "kun ved at nægte mig selv tilgivelse kan jeg leve videre med en form for selvrespekt". At det er Schau magtpåliggende at forklare sig over for sig selv og andre er indlysende, men om projektets katarsiske effekt kan jeg godt være i tvivl. Da virkeligheden i overvældende grad trænger sig på under læsningen, er det umuligt at bedømme bogen som roman, og under alle omstændigheder er det den selvbiografiske vinkel, der vil gøre den interessant for et større publikum.

Read the full assessment