Den polske mesterinstruktør Andrzej Wajda har skabt en storfilm om massakren i Katyn i 1940. Filmen ånder historisk akkuratesse, så målgruppen er i første omgang mennesker med interesse for 2. verdenskrig. Men Katyn er samtidig et voldsomt, personligt farvet drama, da Wajdas far var en af de polske officerer, der forsvandt i Katyn-skovenes tågedis. Dette forhold hæver momentvis filmen op til filmkunst og udvidder dermed målgruppen betragteligt.
Polen 17. september 1939. Polske flygtninge støder sammen på en bro. Fra vest kommer flygtningene med tyskerne i hælene. Og fra øst med russernes ånde i nakken. Blandt flygtningene er Anna Aleksandrowna, der leder efter sin mand, som er polsk officer. Hun finder ham i en interimistisk fangelejr og ser ham blive ført bort. Først mange år efter får hun sandheden at vide om sin mands skæbne. Han blev sammen med tusindvis af andre polske officerer myrdet i Katyn af soldater fra Den Røde Hær.
Andrzej Wajda (f. 1926) slog sit navn fast med filmene "De 63 dage" (1957) og "Aske og diamanter" (1958), der så at sige tolker den polske tragedie under 2. verdenskrig. Med Katyn, 2007 kan man sige, at cirklen er sluttet. Filmen tåler i øvrigt sammenligning med tidens andre store filmiske revisioner af den ikke så fjerne fortid som for eksempel Der Untergang, 2004.
Filmen har for mange sidehistorier til at være et helstøbt værk, men Katyń er alligevel et vigtigt og uomgængeligt værk, der via bibliotekernes distribution bør få stor udbredelse.