Sød, skæg og informativ fagbilledbog for førskole- og skolebørn. Det er en historie om kejserpingvinen, den største pingvin i verden, men mest om det besynderlige fænomen at hannen i et par måneder passer, varmer og udklækker ægget uden hjælp fra moren. Tegningerne er en smule naive i en let kantet stil. Alligevel er de meget udtryksfulde og mest holdt i klare blålige nuancer, garneret med gullige. Tegningerne har forskellig størrelse, flest store og teksten er hvad angår størrelse og placering fint passet ind. I mange opslag er der tillige en faktatekst med en anden og mindre font, men igen godt tilpasset tegningerne. Det er en sælsom og anderledes historie fortalt med lune og vid. Forfatteren kendes fra andre billedbøger: Kamæleoner er cool fra 1997 og Fluefangere: planter der spiser kød fra 1996. Begge med forskellige illustratorer. Bogen her er velegnet til formidling i indskolingen, både ved emner og som underholdning, og den kan også bruges i natur/teknik i 3.-4. kl., hvor mange elever selv kan læse teksten og nyde illustrationerne.