Ny titel i serien Et land i forandring, der nu omfatter 12 lande over hele verden. Bogen om Kenya har samme forfatter som Kenya i serien Lande i verden, 2002/36. Begge titler kan bruges af børn og unge fra 13 år i forbindelse med opgaveløsning. Den nye bog virker dog lettest tilgængelig. Den er opbygget som seriens øvrige bøger, der begynder med en beskrivelse af en vigtig by, her Naivasha, der er center for en større blomsterproduktion. De følgende otte afsnit fortæller om landets historie, klima, naturressourcer, miljø, befolkning og erhverv. Forfatteren afrunder med at kaste et blik på fremtidens muligheder. Det er en interessant skildring af et smukt og kontrastfyldt land, hvis befolkning arbejder for at overvinde mangelfuld skolegang, fattigdom og sygdom bl.a. AIDS. Som sædvanlig er styrken i en bog i denne serie de korte portrætinterviews, hvor almindelige indbyggere i alle aldre fortæller om deres liv, deres håb og drømme. Bogen er gennemillustreret med gode, aktuelle farvefotos af landskaber og byer og af nogle af de mange forskellige mennesker, der befolker det smukke, men fattige og ressourcesvage land. Afslutningsvis ses en ordliste og en liste med flere informationer, der dog ikke medtager ovennævnte bog.