Ken Loach' film om en dreng og tårnfalkeungen Kes, er stadig en dybt bevægende skildring af barndom, uforstående voksne og drømmen om frihed med appel til både større børn og voksne. Fra 11 år.
15-årige Billy Casper bor i en engelsk mineby med mor og storebror Jud. Han går i skolens afgangsklasse, er lidt af en splejs og har det bedst når han driver omkring alene, hvor han er fri for skænderier i familien og de autoritære lærere. Da han får sin drøm opfyldt, nemlig da han finder en tårnfalkeunge, Kes, som han træner, får han sejre. Kes er vild, kan ikke tæmmes og tilpasses og er som ham selv sin egen. Men den mening i livet han har fået med Kes får en brat ende, da Jud dræber fuglen, som han må begrave i ensomhed.
Efter de to socialt engagerede, halvdokumentariske film, "Cathy, kom hjem", 1966 og "Stakkels ko", 1967 fik Ken Loach gennembrud med lav budget-filmen Kes, en bevægende og medfølende film om en dreng, der ikke lader sig kue af en uforstående verden. Loach har senere lavet en stribe af fremragende, socialt bevidste film, men Kes fremstår også i dag med sin enkelhed og klarhed som en af filmhistoriens helt store værker.
Midt i skildringen af Billys traurige dagligdag forstår Loach som i sine øvrige film at blande grusomhederne med det satiriske og håbet. Båndet mellem Billy og Kes viser et glimtvis håb gennem den respekt han får hos kammerater og hos den lærer, der får øjnene op for Billys kompetencer. Poesien lever på trods af hans barske omgivelser og fremtidsmuligheder.