Animeret film om den lille zebra Khumba, der er født uden halvdelen af sine striber og derfor udstødes af sin flok. Khumba rejser ud for at finde det fortryllede vandhul og blive som de andre, men måske er det i virkeligheden bedst, bare at være sig selv? Til børn fra 7 år.
Computeranimeret film fra Sydafrika om zebraføllet Khumba, der fødes uden striber på bagkroppen. Hans flok tager det som et dårligt varsel og da moderen dør drager Khumba ud for at finde det fortryllede vandhul, så han kan blive ligesom resten af flokken. Det bliver en lang og farefuld rejse, for på savannen og i den bagende varme Karoo-ørken venter bissende springhjorte, tørke, krybskytter og ikke mindst den frygtindgydende leopard Pango. En klassisk lille dannelseshistorie om at finde sin egen vej og se sin største frygt i øjnene.
Filmen lægger sig i kølvandet på de mange flotte animerede dyrefilm, der er kommet siden Løvernes konge første gang bragte os til den afrikanske savanne. Denne lever kvalitetsmæssigt ikke op til disse, men vil stadig kunne underholde børn fra 7 år.
Filmens plot om den udstødte unge, der må finde sin egen vej minder om Løvernes konge, uden dog at være på højde med denne. Khumba mangler også den humor, der er gennemgående i film som Ice Age og Madagaskar, hvor en gruppe dyr ligeledes drager afsted for at finde et nyt sted at bo.