Budi bor i storbyen Jakarta i Indonesien. Han drømmer om at blive professionel fodboldspiller og spille for Real Madrid. Ét fejlskud ændrer hans liv, og han står nu i gæld til Dragen. Spændende bog, for dig, der gerne vil læse om fodbold, venskab og drømme. Fra 11 år.
Det tætteste Budi indtil videre er på sin fodbolddrøm, er de fodboldstøvler han syr til fodboldspillerne på fabrikken, hvor han arbejder. Han bor i en lille lejlighed sammen med sin mor, far og meget elskelige bedstemor. Familiens drømme handler om at have råd til bedre mad, medicin til bedstemoren, og skolegang til Budi. Når Budi ikke er på fabrikken spiller han fodbold mellem husene, og øver sig som en gal, så hans drøm kan gå i opfyldelse. Ét eneste uheldigt spark ændrer Budis verden, og han står i gæld til Dragen, den lokale leder af den kriminelle underverden. Bogen er britiske Mitch Johnsons debutroman.
Meget velskrevet debutroman, der både er elementært spændende og samtidig formår at give et realistisk billede af livet i en fattig bydel i en asiatisk storby. Bogen handler om mod, drømme, venskabers styrke, familiers kærlighed og evnen til tilgivelse; alt det der gør os til mennesker, uanset vores vilkår. Der er en stærk identifikation med Budi, og det er en meget varm og håbefuld bog, på trods af den lidt håbløse situation Budi er i. Godt oversat.
Minder lidt om Trash, der også er en spændingsbog om børn i et fattigt land.