KIE-modellen er et pædagogisk, didaktisk redskab til innovativ læring, som kan bruges gennem hele uddannelsessystemet. Denne bog er skrevet målrettet undervisere og pædagogiske ledere i folkeskolen.
KIE-modellen er bygget op om tre læringsrum: det Kreative, det Innovative og det Entreprenante. Heraf navnet KIE-modellen. Bogen er tænkt som en didaktik for innovativ undervisning, hvor processen gennem de tre mentale læringsrum (KIE) er en strukturhjælp for underviserne ved innovative projekter. Via en kombination af praktiske erfaringer og teorier introducerer forfatterne KIE-modellen, og hvordan den skal anvendes undervisningsmæssigt. Idérigdommen er stor og inspirerende. Bogen er et godt indspark til den pædagogiske debat i Danmark, som helt sikkert vil sætte overvejelser om skoleverdenen i gang hos læserne.
Sammen med denne udgivelse, udgives der også to tilsvarende udgivelser rettet mod henholdsvis de gymnasiale og de videregående uddannelser.
Kreativitet og innovation betegnes af mange som vejen til at redde Danmarks velstand i en globaliseret verden. Vejen dertil sker via uddannelse i innovation. Denne bog er et godt indspark i debatten om innovation og et godt redskab til uddannelse i innovation i folkeskolen.