I første halvdel af 1800-tallet eksploderede Danmarks provinsielle hovedstad. Den voksede fra lille- til storby, indtil 1856 indespærret bag volde og grave. I dette klaustrofobiske mylder vandrede et geni. Ikke bare et dansk, et internationalt anerkendt geni, Søren Kierkegaard (1813-1855). Byens og ikke mindst geniets historie er belyst så grundigt i talløse værker, at man næsten ikke kan forestille sig noget nyt dukke op. Her rives man ud af illusionen og blasertheden af Kierkegaardforskeren Peter Tudvad. Grundige arkivstudier kaster nyt lys over filosoffens og - som samtiden så ham - særlingens liv. Pludselig står han som et lyslevende, ganske almindeligt menneske foran én. En Københavnsk borger, der lever et almindeligt, omend komfortabelt liv, på evig vandring i de snævre, uhumske gader, i evige fejder med det opblæste småborgerskab, som ikke forstod ham, og som han elskede at provokere. Men også et venligt og omsorgsfuldt menneske, som omgikkes alle, høj som lav, respekterede dem, hvis de fortjente respekt, hjalp dem, hvis de havde hjælp behov, foragtede dem - højlydt, hvis det var, hvad de fortjente. En fornem kombination af historien om Kierkegaard, København og hans samtid, lærd og veldokumenteret, men samtidig læselig for alle.