Bogen fortæller med historiske tilbageblik og hyppige Mao-citater om livet i Maos Kina og om forholdet til omverdenen (Taiwan, Sovjet, USA etc.). Enkeltpersoner (bonden Lu, læreren Foo, skolepigen, kvinden fra floden) kommer til orde. De kan virke overbevisende, men også vel redigerede. Efter læsningen står nogle passager i erindringen (Den lange March, Folkekommunen, Kulturrevolutionen og Mao-ideologiens dybe indflydelse på den enkeltes syn på livet og samfundet), og bogen efterlader indtryk af en menneskehed helt forskellig fra Vestens. - J.B. er ikke hr. Hvemsomhelst, og måske burde man ofre en omslagsside på præsentation, da hans engagement i emnet næppe kendes af de unge, som bogen bl. a. er beregnet for. Hans bog er læseværdig, et vægtigt supplement til den sparsomme litteratur om Kina, og den kan lægge op til værdifulde samtaler i de ældste skoleklasser. Litteraturliste, AV-liste, register.