Bogen kan anvendes som en teoretisk funderet praksisbeskrivelse af elever i læringsvanskeligheder inden for matematikområdet. Den kan være relevant for pædagoger, lærere i skolestart, specialundervisningslærere samt studerende.
Bag den brede titel gemmer sig en beskrivelse af et kursus- eller undervisningskoncept udviklet af forfatteren. Begrundelser for konceptet præsenteres i bogens sidste kapitel, hvorefter der sammenfattes og gives en materialeoversigt og en aktivitetsplan. Bogens første tre kapitler giver beskrivelser af de mindre skolebørns kognitive udvikling, eventuelle vanskeligheder og mulighederne for at afhjælpe disse. Samtidig beskrives ret indgående CHIPS-testen, som forfatteren er fortaler for. Mere kortfattet beskrives værktøjet KTI - kontrolleret tegneiagttagelse.
Vi har ingen andre tilsvarende titler, men mere overordnet er læringsproblematikker beskrevet i Feedback og vurdering for læring, 2013 , i Skolens læringsmiljø, 2007 og i Læringens og tænkningens stil fra 2006. Matematikundervisning fra 2004 beskæftiger sig specifikt med læringsvanskeligheder i faget matematik.
En lille nyttig udgivelse som kan danne grundlag for undervisningsindsatser for børn med kognitive vanskeligheder.