Rushdie mestrer som ingen anden kunsten at skrive enkelte menneskers skæbne og Den Store Historie sammen. Også denne gang er udgangspunktet konflikterne i hans stakkels fødeland Indien. I en ramme af flere forskellige kærlighedshistorier fortæller han om det smukke Kashmir, hvor befolkningen, der længe har levet i fordragelighed, må se sig selv trukket ind i en konflikt, der til sidst ødelægger alle. Rammen er historien om en succesfuld amerikansk ambassadør, der myrdes af sin indiske chauffør. Som andre af Rushdies personer bærer han mange kulturer i sig, og som i så mange traditionelle indiske myter tegner hans liv et billede af en kamp mellem mægtige kræfter. Rushdie behøver ingen yderligere præsentation. Hans evne til at kombinere det bedste fra de indiske og de vestlige fortælletraditioner er ligeså kendt, som hans mod som kritiker af fundamentalistisk tankegang er anerkendt. Han har ikke fat i det brede publikum, og det er synd, for han mestrer at skabe en farverig og dramatisk handling båret af lidenskab og analyse. Klovnen Shalimar ender således i et klassisk opgør mellem forskellige kræfter og en god gammeldags tjubang-scene. Baghavad Gita i L.A. hvis man kan forestille sig det.