Knud Lavard

Endnu en gang griber Helleberg tilbage i danmarkshistorien og finder en skikkelse, der er godt romanstof. Med denne nye roman henvender hun sig til sit trofaste publikum, der får den form for historisk underholdning, der er Hellebergs varemærke.

Knud Lavard (1096-1131) var søn af kong Erik Egode, men blev allerede som 7-årig forældreløs. Selv om han var den retmæssige arving til den danske trone, blev han sendt ud af landet og voksede op hos hertug Lothar i Sachsen. Som voksen bliver han som det oplagte kongeemne en del af det evige magtspil om den danske trone. Konge blev han aldrig, men som hertug af Slesvig udgjorde han en potentiel risiko for halvbrødre og fætre, hvilket han erkendte for sent: han blev myrdet i Haraldsted Skov af sin fætter Magnus. Hustruen Ingeborg - af russisk slægt - og i besiddelse af større politisk tæft, tager naturligt over omkring opdragelsen af deres søn Valdemar - senere kendt som Valdemar den Store. Det er en spændende historisk periode, men romanen bliver en lille smule tung med meget navnestof, og den gestalter ikke rigtigt personen Knud. Der lægges kraftigt op til en fortsættelse med Ingeborg i centrum, og måske er Helleberg bare bedre til de historiske kvindeportrætter.

Helleberg har et omfattende historisk forfatterskab bag sig, og har også bidraget med flere bind til serien om slægten Dane.

Ikke Hellebergs bedste, men hun skal have ros for at blæse nyt liv i personer og begivenheder, vi svagt husker fra undervisningen i Danmarks historie.

Read the full assessment