Detaljerede og rigt illustrerede artikler om de seneste års undersøgelser af Odenses fortid. For interesserede i arkæologi og i Odenses lokalhistorie.
Odense Bys Museer har i de seneste år foretaget mange undersøgelser i byens jordlag. Bogens titel hentyder til Knud den Hellige, der blev dræbt i byens kirke i 1086. Men undersøgelserne dækker både vikingetid og middelalder. Frem til marts 2018 vises der på bymuseet en udstilling om udgravningernes resultater, og i den forbindelse bringes i denne bog 23 artikler om byens opståen, forhold til kirke- og kongemagten, og det praktiske liv med handel og andre dagliglivs emner. Det hele beskrives ud fra de mange undersøgelser og udgravninger. Artiklerne er skrevet af arkæologer og andre fagfolk. Hver artikel er forsynet med mange kilde-noter og litteraturhenvisninger. Illustreret i farver med gamle og nye fotos, tegninger og landkort. Til sidst er der et katalog, der viser fotos af genstandene på udstillingen.
Artiklerne rapporterer videnskabeligt og detaljeret om undersøgelsernes resultater, som kan være for viderekomne læsere. Men formulering, opstilling og den rige illustrering kan gøre det interessevækkende og læseligt for mange.
Odenses historie er meget beskrevet gennem tiden. I Middelalderbyen Odense findes perioden bredt og detaljeret beskrevet. I den nye bog er der detaljerede og opdaterede neddyk i det samme emne.