Dansk film fra 1933 om den umulige kærlighed mellem den rige nyuddannede ingeniør Erik og den fattige danserinde Marguerite.
Til et eksamensgilde i Tivoli møder direktørsønnen Erik den smukke danserinde Marguerite og forelsker sig hovedkulds. Hans mor, den snobbede direktørfrue Amalie, har dog andre planer for Erik. Han skal nemlig giftes med den rige fabrikant Steens datter Rita. Samtidigt møder Amalies underkuede mand direktør Pedersen sin ungdoms store kærlighed kogekonen Frk. Olivia, hvis datter pudsigt nok er danserinden Marguerite.
Det er en klassisk dansk folkekomedie anno 1933. I hovedrollerne ses Christian Arhof i en af sine glansroller, og hvor han "opfandt" en række udtryk, der siden er blevet folkeeje i det danske sprog, bl.a. Okkeja, Okkenej og hutelihut. En lang række andre folkekære skuespillere ses også i nogle af deres første roller bl.a. Poul Reichhardt og Arthur Jensen. I forhold til folkekomedierne fra 1950'erne og 1960'erne virker denne lidt bedaget og målgruppen er ej heller så stor, men humoren er stadig intakt og især den ældre del af bibliotekernes brugergrupper vil kunne finde nostalgisk fornøjelse i løjerne.
Filmen henvender sig til samme målgruppe som fx til genudgivelsen af Ib Schønberg klassikeren Panserbasse.