Den store, let kiksede, fede ko Rosa, som allerede på forsiden kommer læseren i møde næsten svævende i sit hjemmesyede antræk, har en drøm. Hun vil ikke være som alle andre køer. Hun har andre ambitioner og fremtidsplaner end blot at blive en fornuftig malkeko. Hun vil rigtig gerne være sanger og danser. Denne sjove billedbog viser, hvordan det sete afhænger af øjnene, der ser - og det hørte af ørerne der hører. Morsomme, farverige dobbeltopslag, der leger med perspektiv og størrelsesforhold, illustrerer de KO-miske situationer, hvor Rosa forsøger sig ud i dansekunsten foran de måbende malkekøer. Først hos flodhestene får hun anerkendelse. Kun de forstår at værdsætte hendes lethed og elegance. Bogen handler om at bryde konventioner, forfølge sine drømme, og fristes man til at sige: se nye MUH-ligheder. Til oplæsning og især fornøjelig billedkigning. Fra 4-6 år.