Køterne dør om vinteren

Durango rider igen. Forsiden er anderledes, titlen er en anden, og oversættelsen er ny; men ellers er indholdet i det nye Durango-album identisk med indholdet i Serieforlagets Dødens dal fra 1989. Allerede dengang var udgivelsen 9 år forsinket i forhold til originalversionen, og nu er der så gået yderligere 9 år. Men for en god spaghettiwestern spiller alderen ingen rolle, og Durango er netop en habil westerntegneserie i traditionel spaghettistil. Lige fra de første sider i albummet ved vi, hvad vi kan forvente: den ensomme cowboy med den fantastiske skydeteknik og med hjertet på rette sted konfronteres med uret og vold og kaster sig uden betænkning ind i kampen på de svages side. Ikke fordi han hører til de gode, men fordi han er mindre ond end de rigtig onde. Hvordan det hele ender, skal ikke røbes her - men man har jo lov til at gætte. Durango lægger ikke skjul på sit genretilhørsforhold, som yderligere understreges af hovedpersonens umiskendelige lighed med Clint Eastwood. Men udfyldelsen af genrerammen er gedigent håndværk, ligesom Swolfs' realistiske tegninger med en kraftig brug af skraveringer passer fint til indholdet. Durango udfylder en niche ved siden af de mere klassisk inspirerede westerntegneserier som Blueberry og Red Kelly og skal nok vide at finde sit publikum blandt de unge og voksne westernfans.

Read the full assessment